Overvejelser og planlægning – det betaler sig
I de seneste år er der kommet mere fokus på vigtigheden i at tænke over, hvilket liv man ønsker at leve, når man bliver senior - og ikke mindst planlægge det, mens man har overskud, og alle muligheder er åbne.
Måske er det et udtryk for, at der i dag stilles højere krav til kvaliteten af seniorlivet. Måske er det en naturlig udvikling i erkendelse af, at der er udsigt til rigtig mange år som pensionist – i dag ligger gennemsnittet på 18,5 år. Det er heldigvis rigtig mange gode år – og op til en fjerdedel af livet.
PFA har stor erfaring med at hjælpe mennesker med at tænke sig om i god tid og planlægge seniortilværelsen. Og det er netop i arbejdet med at udvikle de rette tilbud til seniorer, at ideen til Evia opstod – ud fra et ønske om at kunne tilbyde et boligkoncept med fysiske rammer, der gør det muligt for seniorer at leve uafhængigt og have frihed til at nyde livet – hele livet - uanset hvad det skulle bringe af udfordringer.
For mange bliver boligen for stor, når børnene flytter hjemmefra. Og det er ikke nødvendigvis længere en nydelse at skulle holde både hus og have. Måske er der andre ting, man hellere vil bruge tiden på. Måske vil man gerne rejse mere og helst kunne rejse hjemmefra uden bekymring om, hvordan der ser ud, når man vender hjem igen.
I den fase af livet vælger nogle at flytte til en mindre bolig, en mere overkommelig bolig eller en bolig, der ligger tættere på byliv eller børn og børnebørn. Andre ønsker at blive boende i deres eksisterende bolig så længe som muligt. Fælles for mange er, at man rigtig gerne vil undgå at skulle flytte, fordi man er nødt til det og f.eks. ende på plejehjem, hvis man en dag har brug for hjælp og ikke længere kan det, man engang kunne.
Overvejelser om den rette boligform for det seniorliv, man ønsker sig, er naturligvis noget, man kan gøre sig løbende. Men der er en klar fordel i at tænke sig godt om, mens man er i 50’erne og 60’erne, fordi det er dér, man ifølge statistikken med størst sandsynlighed har overskud til forandring og måske ligefrem brænder for at skabe sig et nyt og spændende livskapitel med mere frihed og tid til det, man har lyst til.
Det er i hvert fald denne lyst til at tage næste skridt, som vi håber på at kunne stimulere med udviklingen af Evia boliger – at gøre en forandring til noget spændende og positivt, frem for noget der føles for tidligt eller for sent, som en analyse fra Ældresagen og Bolius viste i 2015.
Men det er naturligvis ikke kun den rigtige boligform, der skal tages stilling til, når man overvejer, hvordan man gerne vil leve livet som senior.
Sundhedsstyrelsen arbejder konkret med fire faser i deres analyse af, hvordan man kommer bedst i gang med sit seniorliv og centralt for det hele er, at den enkelte forbereder sig godt og i tide.
Den første fase handler om forberedelse i forhold til ens økonomiske situation. Den fase finder typisk sted, når man er i 50’erne. Fase 2, der typisk er i 50'erne og først i 60'erne, handler om den egentlige planlægning af, hvornår og hvordan man ønsker, at overgangen til pension skal ske, og fase 3 og 4 er overgangen fra arbejdsfyldt dagligdag til pensionisttilværelse og den nye dagligdag, hvad den end indebærer af overvejelser og aktiviteter.
PFAs dygtige rådgivere taler hver dag med kunder, der gerne vil tænke sig om i god tid og oplever, at man typisk overvejer den økonomiske side af sagen fra 3 til 15 år, før man går på pension. Fokus er her, hvordan man kan sikre, at pensionsopsparingen kan understøtte det liv, man ønsker sig, og det er en rigtig god idé at undersøge i god tid, så man kan nå at ændre sine forhold, hvis der er behov for det.
Brochuren ”Hvad har du udsigt til?”, som PFA udgiver til sine kunder hvert år, er en samling af indsigter og anbefalinger i forhold til pension og seniorlivet. Den er et rigtig godt sted at starte, hvis man gerne vil i gang med at tænke sig om i god tid.
”Hvad har du udsigt til? ” kan læses her.